» English
 

Juryprisen 2013: Tine Bernstorff Aagaard

Juryprisen på 10.000 kroner tilfalder den unge arkitekt Tine Bernstorff Aagaard for det enigmatiske værk “Dissektionens Anatomi”. Værket er formet som en hånd, der er dissekeret, ud- og sammenklappelig, og med prisen belønnes hun for den enkle idé, den konsekvente udførelse og den rige forestillingsverden, som værket åbner for. Som objekt fungerer “Dissektionens Anatomi” som et punktum; som et løfte om et bredere perspektiv, der imidlertid knyttes i ét kondenseret greb; i den hånd vi ser.
Men hånden, grebet, er ikke i et slutpunkt i sig selv – qua dissekeringen peger Bernstorff Aagaard på sit greb som fremskrivningsmodel og på (kunst)objekternes liv i tid såvel som rum – og på beskueren som bruger og medskaber af både udstillingssituation og værk. Således kan værket læses i forlængelse af den brasilianske kunstner Lygia Clarks værkserie fra 1960’erne, “Bichos”. Bicho betyder ‘dyr’ eller ‘skabning’, og Clarks skabninger bestod af hængslede aluminiumsplader, der kunne håndteres af beskueren – nu deltageren – i udstillingssammenhæng for at forsøge at begribe det, vi forstår som ‘kroppen’: Dens konstitutive dele såvel som den menneskelige sansning hinsides perceptionen.
Hos Clark blev kunstobjektet med tiden reduceret til et redskab for undersøgelse af kroppen og diverse fællesskaber; et forhold, der til dels går igen i Bernstorff Aagaards værk. Også her fungerer værket i højere grad som katalysator for den kontekst, det udstilles i, end som repræsentation af en verden uden for kunstens rum. Men i Bernstorff Aagaards værk kobler denne undersøgelse tilbage til objektet selv: Begrebsdannelsen går gennem ‘grebet’ – både kunstnerens konceptuelle greb og beskuerens faktiske greb om værket – og derfor er værket selvfølgelig udformet som en hånd; selve grebets arkeform, og det punkt, hvor ordets betydning starter og slutter. Tine Bernstorff Aagaard er arkitekt af uddannelse, men sammenfatter og berører med “Dissektionens Anatomi” samtlige af Forårsudstillingens discipliner – billedkunst, arkitektur og design/kunsthåndværk – uden at værket på nogen måde fremstår som et kompromis mellem de tre. Med juryprisen belønnes hun derfor for sin evne til at gribe en stærk idé og give den form, tilsyneladende uden hensyntagen til de æstetiske fags interne afgrænsninger, men dog med arkitektens sikre håndelag og snit.

Vi håber, at Tine Bernstorff Aagaard vil fortsætte med at bruge sit skarpe blik såvel som sin arkitektonisk-kirurgiske skalpel til at afsøge kroppens rum og til at begribe de rum, vi qua vore kroppe har adgang til. Og at hun vil bevare den lethed, dedikation og grundighed, som har fostret “Dissektionens Anatomi”.

 

Tine Bernstorff Aagaard, "Dissektionens Anatomi", 2013 (foto: Marc Fluri)